I min have kan alt spises, jeg elsker min have!
 
”Jeg elsker naturen, blomsterne, dyrerne, lydene,
duftene, stilheden, jeg elsker at bruge sanserne, 
røre ved jorden, dufte, lytte og se!
Hvordan føres alle indtrykkene ned på et lærred? 
Hvordan får jeg maleriet til at vibrerer af den samme
energi, som jeg oplever på en skøn sommerdag i haven?„

 
Jeg arbejder med de store former. Jeg går helt tæt på for at finde skulpturen i motivet, både den negative og den positive form, som er helt fantastisk og som findes overalt i naturen i en uendelighed.

Vi rejser til den anden side af jorden for at opleve noget nyt; i stedet kan vi bare sætte os ud i haven og kigge, virkelig kigge i lang tid og opdage naturens mange smukke former.

Som tulipanerne, der er lige ved at springe ud, ”nu kommer jeg og overvælder dig med glæde”

Eller stenen som bare ligger der tung og hemmelighedsfuld, og er ved at dø af længsel efter at fortælle sin historie, om jordens evolution, alt hvad den har set og alt hvad den har oplevet.

Eller rabarberen, som har disse fantastiske former, mens den rejser sig stærk og kraftfuld op af jorden, og siger til os - tag det helt roligt, nu er foråret på vej.

Konkyline som lokker ” kom og find mine hemmeligheder”

Jeg tager motiverne ud af deres sammenhæng og giver dem deres eget liv, deres egen historie, deres egen fortælling. Jeg prøver at få dem til at udstråle den livsenergi, som solen giver os.

Jeg forstår ikke livet, men jeg håber hele tiden at jeg igennem mit maleri og igennem naturen, kommer nærmere et svar.

Naturen forbinder mig med uendeligheden, med universet og altet. Jeg får fornemmelsen af at blive en del af universet og flyde i et med det. Den fornemmelse vil jeg gerne have frem i maleriet.

Kunst gør vores hjem til et bedre sted at være, med fred og ro og med plads til at lade energien op. Når vi er ladet op, kan vi gå ud i verden og gøre det vi virkelig brænder for. 
 


  
 
Copyright©MariePlum
Marie Plum - sanselige malerier | Helsingør - Danmark | Tlf.: 24890506 | marie@marieplum.dk